Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

print-ikon

Information til den uddannelsesansvarlige overlæge

​Den uddannelsesansvarlige overlæge (UAO) er, sammen med den ledende overlæge, ansvarlig for at sikre et godt uddannelsesmiljø og muligheder for et højt læringsudbytte.

Sædvanligvis refererer UAO til afdelingsledelsen vedrørende den lægelige videreuddannelse. 

UAO kan i www.logbog.net oprette vejledere og attestere opnåelsen af kompetencer og tid.  Vær opmærksom på, at det kun er UAO, der kan attestere 'Attestation for læringsmål' for KBU-læger i logbog.net.

Følgende arbejdsopgaver indgår almindeligvis i UAO'ens funktionsbeskrivelse:

  • Overordnet sikring af læringsmiljøet i afdelingen
  • Sikre at der findes uddannelsesprogrammer for alle afdelingens typer af uddannelsesstillinger
  • Sikre at der bliver udarbejdet en individuel uddannelsesplan for uddannelseslægen
  • Sikre videreførelse af den uddannelsesmæssige fremdrift ved skift af hovedvejledere i uddannelsesforløbet
  • Planlægge og sikre program for introduktion i afdelingen.
  • Sikre at enhver uddannelseslæge tildeles en hovedvejleder
  • Engagere og instruere daglige kliniske vejledere
  • Sikre hovedvejleders og daglige kliniske vejlederes funktioner sammen med den ledende overlæge
  • Deltage i håndteringen af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb
  • Sikre at opnåede kompetencer bliver attesteret
  • Sikre at evaluering af uddannelsen udføres
  • Give afdelingen feedback på uddannelsen samt iværksætte og gennemføre kvalitetsudviklingsarbejde
  • Oprette vejledere i logbog.net
  • Godkende 'Attestation for tid' i logbog.net
  • Godkende 'Attestation for læringsmål' for KBU-læger i logbog.net

​Under uddannelseslægens ansættelse er UAO'en forpligtet til at holde sig orienteret om det uddannelsesmæssige forløb. Såvel uddannelseslægen som den kliniske vejleder er forpligtede til at orientere UAO, hvis de ikke finder forløbet tilfredsstillende.

​UAO skal være opmærksom på de tilfælde, hvor introduktionsstillingen består af 2 x 6 måneder. Her skal den sidste afdeling være enig i, at alle kompetencer attesteret af første afdeling i logbog.net er opnået. Desuden skal begge afdelinger attestere for tidsmæssig godkendelse.

UAO er ansvarlig for, at introduktions-, justerings- og slutevalueringssamtalerne gennemføres og skal sikre at de individuelle uddannelsesplaner udarbejdes.

UAO'en er som oftest afdelingens udpegede medlem af det regionale uddannelsesråd, der varetager administrativ planlægning og udvikling af speciallægeuddannelsen i det pågældende speciale.

Opdateret 08/11-22​

Tlf: 38 66 99 30​